Værktøjskasse til Indeklima
Definitioner
Indeklimaet er afhængig af et kompliceret samspil mellem mange forskellige faktorer.
Indeklimaet på arbejdspladsen er af stor betydning og må ikke være skyld i, at man pådrager sig sygdomme eller generes i det daglige arbejde. Et dårligt indeklima påvirker koncentrations-og arbejdsevne negativt og kan være skyld i øget sygefravær.
Når man taler om indeklimaet tænkes hovedsageligt på forhold som:
- Luftens kvalitet, der ofte er bestemt af ventilation, antal personer, forurening, afgasning fra materialer og rengøringen i rummet
- Fugt og mikroorganismer
- Temperatur og træk
- Dagslys og kunstig belysning
- Støj og akustik i rummet og larm udefra
- Statisk elektricitet
Et godt indeklima er bestemt af en kombination af bygningens og lokalernes udformning, indretning og vedligeholdelse. Indeklimaet skal også altid ses i sammenhæng med de aktiviteter og de behov brugere af rummet har. Det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle personer er mere følsomme over for påvirkninger end andre.
Symptomer og konsekvenser
Dårligt indeklimaforhold er noget, mange oplever. Det kan give øjenirritationer og allergiske symptomer, nedsat koncentration, hovedpine og træthed.
Identificering af indeklima problemer på arbejdspladsen
Oplever du eller dine kolleger symptomer på indeklimaproblemer, er der flere muligheder.
Arbejdsmiljøteamet udlåner en luftmåler. Instrumentet er en CO220 CO2, der måler CO2, lufttemperatur og relativ luftfugtighed.
Oplever du lugt af mug, er der møbler eller vægge mm. som er jordslået, plamager bag møbler og billeder eller oplever du eller din kollega høfeberlignende symptomer kan det skyldes skimmelsvamp. Skimmelsvamp forekommer relativt sjældent, svarende til mindre end 10 % af de henvendelser der er vedr. dårligt indeklima.
Kontakt Plan- og Bygningsafdelingen hvis du har spørgsmål til skimmelsvamp.
Grænseværdier mv. som du selv kan måle.
CO2 - CO2 kan bruges som indikator på, om belastningen fra menneskene er for stor i forhold til luftmængden i rummet. CO2 bør ikke overstige 0,1 procent af luftmængden.
Værktøjskasse til Indeklima
I flg. Arbejdstilsynet tillades kun kortvarige stigninger i CO2 svarende til 2000 ppm. Kortvarigt
i denne forbindelse er 15-20 min.
Naturlig udluftning ved at åbne vinduer og ventiler kan afhjælpe mange gener fra dårlig luft. I lokaler med mange mennesker er det ofte nødvendigt at supplere med mekanisk ventilation for at udskifte luften tilstrækkeligt. Ventilationssystemet skal hele tiden holdes vedlige og rengøres for at fungere optimalt. Det er vigtigt, at udluftningsriste ikke dækkes til, så en effektiv ventilation forhindres. Daglige brugere af lokalet bør kende ventilationsanlægget og kunne betjene det.
Temperatur – En passende temperatur på arbejdspladsen afhænger af, hvor fysisk anstrengende arbejdet er og hvilke arbejdsmetoder, der bliver brugt. For høj varme er en af de mest almindelige årsager til et dårligt indeklima. En passende temperatur på indendørs arbejdspladser som for eksempel kontorer, skoler eller daginstitutioner er 20-22 °C.
Temperaturen ved stillesiddende arbejde og normale klima- og arbejdsforhold må ikke overstige 25 °C. Temperaturen skal måles i bordhøjde, og målingen bør foretages både ved vinduet og midt i lokalet.
Temperaturen skal desuden måles både ved hoved og fødder for at undersøge, om forskellen er større end 3-4°C, hvilket vil føles ubehageligt. Steder, hvor folk bærer let fodtøj, eller børn leger på gulvet, er det vigtigt også at måle gulvets overfladetemperatur.
Luftfugtighed – relativ luftfugtighed bør ligge mellem 25 og 60 %. Lavest om vinteren og højest om sommeren. Hvis I faktisk har tør luft, dvs. en relativ lav luftfugtighed under 25-30%, så skal luftfugtigheden øges. Det gøres nemmest ved at sikre sig, at der ikke er varmere end nødvendigt i bygningen.
20 - 22 grader C er normalt det optimale.
Den relative luftfugtighed stiger næsten 10% bare man sænker temperaturen fra 25 til 21 grader C. Vær
opmærksom på, at luftfugtigheden kan være meget forskellig i et rum.
Rengøring – Vær opmærksom på at god rengøring er med til at sikre en god luftkvalitet. Du kan selv gøre meget, ved at sikre at lokalet er ryddeligt, og det ikke roder unødigt med papirstakke, hynder, kasser, legetøj og ledninger, så det forhindrer en ordentlig rengøring.
Åbne reoler og skabe samler støv, og bør derfor have låger, så støvet ikke lægger sig så let. Rengøringen bør også jævnligt omfatte mindre synlige steder som f.eks. lamper, radiatorer og ventilationsanlæg.
Hvad du IKKE selv kan måle.
Træk - Oplevelsen af træk skyldes, at en del af kroppen afkøles mere nogle steder end andre.
Træk føles ubehageligt, og kan blandt andet føre til stivhed eller spændinger i nakken, der giver hovedpine. Bevægelserne i luften opstår som regel som følge af ventilation, åbne eller utætte vinduer, og når f.eks. kolde ruder frembringer temperaturforskelle i lokalet.
Træk måles ved at måle lufthastigheden i et lokale og bør sammenholdes med lufttemperaturen og strålingstemperaturen.
Skimmelsvamp – Skimmelsvampe findes overalt i naturen, i den luft vi indånder og er yderst gavnlige. Indendørs er de uønskede, hvis de vokser synligt i/på bygningskonstruktioner eller forefindes i store mængder i luften evt. pga. af skjulte eller tidligere vandskader.
Skimmelsvamp kan have mange forskellige farver, og ofte ses de ikke, men kan være skjulte i lette vægge, bag tapet og bag møbler. Skimmelsvamp lever i organisk materiale (f.eks. træværk, lim, tapet) og kræver vand (kuldebroer, dårlig isolering, luftfugtighed over 75% i luft og materiale-overflader, vandskader), varme (5-40 grader. Jo varmere jo hurtigere udvikles svampen) tid (nogle få uger, med gode vækstbetingelser kan få svampen gro).
Om skimmelsvampen er sundhedsskadelig afhænger af 3 væsentlige faktorer:
- Arten, visse typer skimmelsvamp er sundhedsskadelige, andre arter er normalt
forekommende i indeklimaet afhængigt af årstiden.
- Antallet, visse arter er sundhedsskadelige, når der forefindes et lavt antal sporer, andrearter er først sundhedsskadelige i store mængder.
- Området, størrelsen på det angrebne område er vigtigt for vurderingen af om det er
sundhedsfarligt. Områder på ca. 0,5m² kan ofte ”bare” vaskes ned med et bakterie
dræbende rengøringsmiddel, og problemet vil herefter være løst.
Hvad kan du gøre, hvis I oplever gener som I tænker har med
indeklima at gøre:
Udluftning - Luft ud minimum 3 x dagligt gerne oftere. Lav evt. en aftale med rengøringsassistenten om at lufte ud om morgenen. I kan med fordel udnævne en klimaminister der har ansvaret for udluftningen.
Plan ved gener
- Start med at ændre jeres udluftningsvaner. Hvis det ikke hjælper, så lån CO2 måler af Arbejdsmiljøteamet og mål CO2, luftfugtighed og temperatur.
- Korriger ventilation, udluftning, temperatur og rengøring afhængigt af resultaterne af målingerne.
- Hvis I fortsat oplever gener eller hvis I finder synlige svampeangreb (svarende til et område som 4 A4 sider) kontakt Plan og Bygningsafdelingen.
Supplerende viden:
www.indeklimaportalen.dk
http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Emner/Fysiskarbejdsmiljoe/Indeklima/Symptomer-paa-et-daarligt-indeklima