Arbejdsmiljøpolitik
Middelfart Kommunes bygge- og anlægsopgaver
Middelfart Kommune arbejder systematiseret og struktureret med arbejdsmiljøledelse.
Middelfart Kommunes overordnede mål er, at vores arbejdspladser skal være sikre med et godt arbejdsmiljø.
Dette betyder, at vi stiller høje krav på arbejdsmiljøområdet både til os selv men også til dig, der arbejder som håndværker, entreprenør og servicemedarbejder m.v. for Middelfart Kommune. Din håndtering af arbejdsmiljøet har stor betydning for vores arbejdsmiljø.
Vi accepterer ingen arbejdsulykker på vores bygge- og anlægspladser forårsaget af manglende sikkerhedsforanstaltninger.
Vi forventer, at du udviser hensyn over for dine kolleger og bygningens brugere, så de ikke udsættes for sundhedsrisiko eller fare.
Denne folder informerer dig om vores generelle krav og arbejdsbetingelser.
Inden opstart af arbejdet på det enkelte arbejdssted skal du efterspørge information om særlige betingelser og forhold hos kontaktpersonen.
Grundregler
Arbejdsmiljølovgivning, bekendtgørelser og At-vejledninger skal overholdes af alle, både håndværkere, mestre, rådgivere og bygherre.
Alkohol
Alkohol må hverken indtages eller medbringes på byggepladsen. Det accepteres ikke at tilstedeværende på byggepladsen er påvirket af alkohol under udførelse af deres arbejde, uanset om dette er indtaget uden for byggepladsen. Berusede personer bortvises øjeblikkeligt. Ved særlige anledninger kan bygherren dispensere fra alkoholpolitikken.
Rygning
Middelfart Kommune har en overordnet rygepolitik for kommunens ansatte. Der må ikke ryges i arbejdstiden.
For dig som ekstern leverandør/håndværker gælder, at der ikke ryges på kommunens matrikler. OBS ved arbejde på børn – og unge institutioner gælder der, ifølge dansk lovning, at der ikke må ryges, så dette er synligt, heller ikke udenfor matriklen.
Sikkerhedsudstyr
Du skal altid anvende passende egnet sikkerhedsudstyr og tekniske hjælpemidler under udførelsen af dit arbejde; bl.a. sikkerhedsfodtøj, sikkerheds-hjelm, stillads, hejs, etc.
Affald
Affald skal bortskaffes i overensstemmelse med regulativerne for erhvervsaffald og husholdningsaffald i Middelfart Kommune, herunder sortering af affald. Mange arbejdsulykker er faldulykker. Derfor er det en selvfølge, at du holder pladsen ryddelig og rydder op efter dig, så snart en aktivitet er afsluttet. Opbevaring af materialer skal du altid aftale med bygherren.
Maskiner og værktøj
Du må aldrig efterlade maskiner og værktøj uden opsyn, hvor der er børn og unge. Det samme gælder kemikalier.
Hvor skoler og andre institutioner er i brug, må der ikke ligge løse ledninger og materialer på gangarealer.
Du skal altid tage højde for sikkerheden for kolleger og bygningens brugere. Støvende og støjende forarbejdning af materialer må, som hovedregel, ikke foregå i lokaler, hvor bygningens brugere arbejder.
Leverandørbrugsanvisning og/eller arbejdspladsbrugsanvisning skal forefindes på byggepladsen for de produkter, der anvendes - og skal på forlangende fremvises.
Fakta:
En arbejdsulykke har store menneskelige konsekvenser og koster i gennemsnit arbejdsgiveren 35.400 kr.
For at indtjene de 35.400 kr. skal mester have en meromsætning på 2.085.000 kr.! På danske byggepladser sker der ca. 10 dødsulykker om året.
Specielt til mester:
Du skal tilrettelægge arbejdet på en måde, så ingen udsættes for skadelige påvirkninger eller risici.
Du skal sørge for, at de fornødne tekniske hjælpemidler er til rådighed ved transport og løft af tunge eller svært håndterbare genstande.
Du skal sikre afspærring af arbejdsområder i bygninger, der er i brug. Afspærringens omfang aftales med bygherre/institutionsleder.
Hvor det er nødvendigt, at inddrage offentlig vej eller fortov til byggeplads, skal du ansøge Trafik- og Vejafdelingen om tilladelse inden arbejdets opstart.
Trafik- og Vejafdelingens anvisninger på omfang af skiltning og afspærring skal følges.
Hvis der bruges gnist- og/eller varmeafgivende værktøj i arbejdet skal du gøre dig bekendt med Brandteknisk vejledning nr. 10, 10A og 10B. Inden arbejdet opstartes skal der udarbejdes en ”Aftale om sikkerhedsforanstaltninger ved varmt arbejde” Desuden skal bygherren informeres ved påbegyndelse og afslutning.
Brud på arbejdsmiljø- og sikkerhedsreglerne kan medføre udelukkelse som håndværker/entreprenør hos Middelfart Kommune og erstatningsansvar.
Middelfart Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen,
Nytorv 9, 5500 Middelfart, Tlf.: 8888 5500