Sådan gør vi i Middelfart Kommune

Anskaffelse af skærmbriller – sådan gør vi

Anskaffelse af skærmbriller – sådan gør vi

Arbejdstilsynets regler beskriver, at ansatte, der arbejder regelmæssigt ved en PC-skærm, har ret til undersøgelse (dvs. en synstest) af øjne og syn. Som hovedregel gælder at, når den enkelte medarbejder så godt som hver arbejdsdag arbejder ved en skærm i ca. to timer eller mere, betragtes arbejdet som værende regelmæssigt.

Undersøgelsen skal foretages af en optiker eller en øjenlæge. Undersøgelsen betales af arbejdsgiveren og skal så vidt muligt foregå inden for normal arbejdstid.

Hvis undersøgelsen viser, at det er nødvendigt med briller til skærmarbejdet for at afhjælpe generne, skal arbejdsgiveren betale for briller, der er beregnet til det pågældende arbejde. Det gælder dog ikke, hvis den ansatte selv har briller eller kontaktlinser, der kan anvendes til skærmarbejdet.

Undersøgelse/måleskema

Det vil typisk være nødvendigt med en undersøgelse, hvis den ansatte registrerer synsproblemer ved skærmarbejdet, som ikke skyldes uhensigtsmæssig indretning eller dårlig belysning ved arbejdspladsen. Synsproblemer kan fx være, at det er vanskeligt at læse tekst på skærmen.

Hvis en ansat behov for en undersøgelse, skal den ansattes synsafstand til skærmen måles, så optikeren eller øjenlægen kan foretage undersøgelsen så præcist som muligt.

Skemaet finder du i Værktøjskassen.

Kontakt din arbejdsmiljørepræsentant på arbejdspladsen, som evt. kan hjælpe med opmålingen.

Enkelt- eller flerstyrkeglas

En skærmbrille er en brille til brug for skærmarbejdet. Man må derfor acceptere at tage brillen af til andre opgaver i arbejdet.

Skærmbriller har derfor normalt enkeltstyrkeglas, men ofte kan det være
nødvendigt med flerstyrkeglas.

Det gælder hvor skærmarbejde udføres samtidig med andre opgaver, der kræver en anden synsafstand. Det kan fx. være at orientere sig på papirer der ligger på skrivebordet, eller at kunne se en borger eller en kollega, samtidig med skærmarbejde.

Pris og betaling

Arbejdsgiveren har ikke pligt til at betale for andet end et standardstel samt glas. Skærmbrillerne er herefter arbejdsgiverens ejendom. Det er til gengæld muligt fx at aftale, at den ansatte selv betaler merprisen for et dyrere stel og samtidig får ret til skærmbrillen som personlig ejendom.

I Middelfart Kommune er det afdelingen, der betaler for skærmbrillen, og derfor skal afdelingens EAN nr. fremgå af rekvisitionen/opmålingsskemaet.

Når du skal have undersøgt dit behov for skærmbriller, skal du medbringe det udfyldte opmålingsskema til optikeren.

Skærmbriller kan blive for gamle

Som hovedregel er man over 45 år inden der opstår behov for skærmbriller udover egne briller.

Det er vigtigt at få undersøgt synet med jævne mellemrum

Er du 40 år eller yngre skal syn og brille typisk undersøges hvert 5. år, er du over 40 år, skal dit syn og brille typisk undersøges hvert 3. år, men ofte kan brillerne bruges i længere tid.


Indkøbsaftale – hvor kan du henvende dig?

Middelfart Kommune har indgået indkøbsaftale med Dansk ErhvervsOptik og Louis Nielsen.
Dansk ErhvervsOptik er en landsdækkende sammenslutning af autoriserede optikere
Hent skema i værktøjskassen

Bemærk: Skemaerne fra Louis Nielsen, skal du gemme på den PC, inden du kan udfylde dem.